Nel­ly Gaskin     Feli­cia van Os

SYMBIOsis

en kun­stin­stal­la­tion inspi­re­ret af svam­pe­net­vær­ket og træ­er­nes vis­dom

En del af Den Magi­ske Lys­skov

Lyd­bil­le­de af Benja­min Bar­fod

Hver enkelt træ i sko­ven er en del af et stort fæl­les­skab. Et omfat­ten­de svam­pe­net­værk kendt som mykor­r­hiza-net­vær­ket for­bin­der træ­er­ne i sko­ven og dan­ner et underjor­disk kom­mu­ni­ka­tions­sy­stem til at udveks­le vand og nærings­stof­fer, fodre unge træ­er og sen­de advar­sels­sig­na­ler til hin­an­den, når de er tru­et. Eksi­sten­sen af det­te net­værk er inspira­tio­nen til kun­stin­stal­la­tion SYMBIOSIS.

Med SYMBIOSIS sig­ter kunst­ner­ne Feli­cia van Os og Nel­ly Gaskin på at ska­be en stør­re bevidst­hed om det sym­bi­o­ti­ske for­hold mel­lem os men­ne­sker og natu­ren ved at syn­lig­gø­re det­te miraku­lø­se net­værk, der lig­ger under jor­den i sko­ven. Fem høje skul­p­tu­rel­le ele­men­ter i instal­la­tio­nen hyl­der de såkal­de “moder­træ­er”, som opret­hol­der livet hos unge eller sva­ge træ­er ved at dele deres nærings­stof­fer via det­te net­værk. 

SYMBIOSIS anspo­rer til en for­stå­el­se af, at vi også er en del af man­ge net­værk, at vores for­bin­del­ser til alt der omgi­ver os, er af afgø­ren­de betyd­ning for fæl­les og glo­bal triv­sel. I den vest­li­ge kul­tur er vi gene­relt opmærk­som­me på gen­si­dig afhæn­gig­hed, hvad enten det er godt eller dår­ligt, som poli­tik, han­del, tek­no­lo­gi eller indu­stri. 

Imid­ler­tid, i vores omgang med natu­ren har vi haft en slags para­si­tisk og ska­de­lig form for sym­bio­se frem for en gen­si­dig­hed, der kun­ne gav­ne både men­ne­ske­he­den og natu­ren. For eksem­pel under­gra­ver sko­v­hug­s­ten af moder­træ­er­ne, søj­ler­ne i sko­vens fæl­les­skab, sund­he­den i den omkring­lig­gen­de skov og tru­er i sid­ste ende også men­ne­ske­liv. En suc­ces­fuld sym­bio­se kræ­ver fæl­les mål og en vis grad af til­lid, for at gav­ne alle invol­ve­re­de par­ter. Men vi mang­ler et hel­heds­syn i vores sam­spil med hin­an­den, mel­lem lan­de og kul­tu­rer, og inden for den bre­de­re kon­tekst af vores natur­li­ge ver­den.

Vi kun­ne stil­le os selv spørgs­må­let — vil­le vi med vores bevidst­hed om egne rol­ler i alle vores sym­bi­o­ti­ske for­hold, kun­ne ska­be sun­de­re og mere gen­si­di­ge og for­del­ag­ti­ge net­værk? 

_______________________________________________________________________

SYMBIOSIS er et sam­ar­bej­de mel­lem 2 kunst­ne­re fra for­skel­li­ge kul­tu­rel­le og fag­li­ge bag­grun­de:
en bil­led­kunst­ner fra New York og en kunst­hånd­vær­ker fra Skæls­kør. 

@vanos_felicia

feliciavanos.com

@nellygaskinkeramiker

nellygaskin.dk

OM LYDBILLEDE

Lidt om tan­ker­ne bag mine soundsca­pes, af KOMPONIST Benja­min Bar­fod

Som et bidrag til hel­heds­op­le­vel­sen og ønsket om at invi­te­re den enkel­te til at møde natu­ren og mør­ket igen­nem fryg­ten man­ge af os har for mør­ket, har musiks­tyk­ker­ne lidt mør­ke og tun­ge toner, der blan­des med lyse og let­te lyde. For­hå­bent­ligt som en “overall” legen­de, spæn­den­de og dra­gen­de ople­vel­se.

Med afsæt i alt det magi­ske, mør­ket fak­tisk ska­ber og at mør­ke er super nød­ven­digt for liv og vækst, invi­te­rer vi den enkel­te til at ven­de evt. frygt for mør­ke til nys­ger­rig­hed omkring det. Det er jo ret magisk, at plan­ter og træ­er oprin­de­ligt har været frø, nede i den mør­ke fug­ti­ge jord, hvor­fra det kom­mer til live og begyn­der at spi­re. OG at også vi — du og jeg — ska­bes i mør­ke (og vand).

Det gør jeg bl.a. ved at bevæ­ge os ud i lyde af, at vin­te­r­ens mør­ke er et uen­de­ligt hjul af liv og død. At ud af vin­te­r­ens kol­de mør­ke, bli­ver nyt liv skabt. At efter mør­ke kom­mer lys.

Når træ­et har vok­set sig fra kim­plan­te og til et egent­ligt træ, står det hver vin­ter, som den tål­mo­di­ge enti­tet det er, omrin­get af mør­ke og bare ER. Ven­ter. Sover. Hvi­ler. Med al dets vis­dom, der bli­ver for­dy­bet år efter år. Så mør­ket inde­hol­der også leven­de liv. Både træ­et der bare hvi­ler og dyr, der lever i mør­ket eller som kom­mer frem når det er mørkt. Måske kan man også få øje på, hvil­ke for­tæl­lin­ger, der får os til at døm­me for­skel­li­ge lyde som væren­de far­li­ge eller ufar­li­ge.

Du og jeg eksi­ste­rer i det sto­re, kol­de, mør­ke uni­vers. Fra hvert enkelt træ, kan der dra­ges paral­lel­ler til hele det vil­de uni­vers, hvor lyset fra stjer­ner og galak­ser kan ses, for­di der er mør­ke. Vores pla­net er skabt i det mør­ke. Lige­som træ­er­ne ska­bes i mør­ke. Lys instal­la­tio­ner­ne kan ses for­di der er mør­ke. De “lyse” toner fra musiks­tyk­ker­ne kan ople­ves som lyse, for­di der er “mør­ke” toner og lyde.

Mør­ke er magisk.
_______________________________________________________________________
Kom­po­nist og percus­sio­nist Benja­min Bar­fod skab­te et lyd­bil­le­de til instal­la­tio­nen i sam­ar­bej­de med voka­li­ster­ne Elin Kar­bech, Dort­he Egger­sten, Karen Nice og Lær­ke Nice samt cel­lo­spil­ler Line Fel­ding.

@benjaminbarfod
benjaminbarfod.com

Parkvejshuset Skæskør